Et twist

Det enkle design står i fare for at blive oplevet som “kedeligt” og “for nemt”. Der må være en balance, når vi designer med enkelhed i fokus, hvor vi designer sådan, at der hverken er “for lidt” eller “for meget” enkelhed.


Twist og funktion
På billedet (fig 3.1) ses en stol i træ. Stolen er enkel. Den gør brug af ét materiale, én farve, en ensartet dimensionering og formgivning, en simpel konstruktion og en indlysende funktion. Den har ingen svungne linjer og holder sine rette linjer i det horisontale og vertikale plan. Der er ikke andet end enkelhed i denne stol og den efterlader ikke noget til eftertanken. Den er kedelig og man bliver hurtigt færdig med den: “er det bare det?” Det betyder imidlertid ikke at stolen er forkert, grim eller ikke virker, men den er ikke et interessant design.

  Fig 3.1  |  Unit Chair  by Nosigner 2001

Fig 3.1 | Unit Chair by Nosigner 2001

  Fig 3.2  I  PIND  prototype 2012, Jane Krejberg Haahr

Fig 3.2 I PIND prototype 2012, Jane Krejberg Haahr

Væglampen i træ (fig 3.2) er ultraenkel. Og man kan sige næsten de samme ting om lampen, som det forrige stole-eksempel. Dog pånær en ting: det er ikke indlysende, hvordan lampen fungerer. Lampen tændes ved at trække toppen af pinden ud fra væggen i en lille vinkel. Det ses ikke ved første øjekast, men denne funktionelle detalje er det lille ekstra twist, der giver lampen sit overraskende og interessante moment. Når lampen sidder lodret klinet ind til væggen kan den næsten ikke blive mere enkel—den er umiddelbart kedelig. Men idet der interageres med lampen aktiveres funktionen og designet levendegøres. Pindens vinklede position, når den er tændt, understreger også den dynamik, der er i lampen: lodret og statisk når slukket, vinklet og dynamisk når tændt.
Denne funktionelle detalje er det lille twist, der giver lampen sin designmæssige berrettigelse—og nærmest pligt—til at være så enkel i sin helhed, som den er. Twistet er ikke synligt ved første øjekast; der er ingen visuel indikation af funktionaliteten. Men brugeren drages til at berøre lampen først og fremmest på grund af dens enkelhed: “den må kunne noget!” Det er en leg med brugerens forventninger, hvor det enkle design enten kan skuffe eller overraske positivt. Og netop den positive overraskelse udgør det twist, der gør et enkelt design bemærkelsesværdigt og “godt designet”.

... og knudens dut får lov at stikke lidt ud, så man får lyst til at kigge under for at se hvordan det ser ud der.
— Christina Liljenberg Halström, fra eget interview
  GEORG skammel  af Christina Liljenberg Halström

GEORG skammel af Christina Liljenberg Halström


Twist og æstetik
Et twist kan imidlertid også være mere æstetisk orienteret. Den sorte køkkenkniv på fig 3.3 overrasker ikke i sin funktion. Formsproget afslører med det samme, at vi har med en kniv at gøre. Men i stedet er det farven og materialet, der drager: “Kan man skære med en sort kniv?”; “hvilket materiale er det?” spørger man måske. Og spændende er det, at den er dækket af den samme farve og det samme materiale over det hele. Vi udfordres på vores opfattelse af den stereotype kniv på en positiv og overraskende måde. Vi får lyst til at røre ved den for at mærke materialets taktilitet og finde ud af, om den nu også er skarp nok. At beskueren får den slags tanker, giver designet det overraskende element, som drager.

  Fig 3.3  | Venstre:  Pure Black Knife  by Stelton, 2011, Holmbäck Nordentoft  Fig 3.4  | Højre:  Arch:you  by Applicata, 2012, Anne Boysen

Fig 3.3 | Venstre: Pure Black Knife by Stelton, 2011, Holmbäck Nordentoft
Fig 3.4 | Højre: Arch:you by Applicata, 2012, Anne Boysen

Designs med et udelukkende dekorativt formål kan, ligesom stolen i det første eksempel, også lide under en for gennemført enkelhed. Træklodserne udformet som huse (fig 3.4) er et eksempel på dette. Husene er ultraenkle og spiller på stereotypiske og hyggelige, nærmest barnlige, symboler med naivistiske former og kulørstærke farver. Til forskel fra den sorte kniv forbliver designet stereotyper på huse uden at have det overraskende element, som kunne være skabt gennem en eller flere af de seks designparametre, som jeg undersøgte i det foregående essay.
Det handler om at justere disse parametre eller “knapper” (jf. grafik nedenfor), så der hverken er ”for meget” eller ”for lidt” enkelhed. Designer vi med enkelhed i fokus, skal vi for det første designe så produktet løser dets formål—funktionelt såvel som æstetisk. For det andet må vi indarbejde den funktionelle eller æstetiske detalje, der gør designet interessant og ikke kedeligt. Uanset hvor mange lag vi skræller af—hvor lidt vi lader stå tilbage, så må der være et enkelt dragende element—et twist. Er det til stede, skal vi heller ikke være bange for at designe så enkelt, at det virker banalt eller for let. Selvom et design også produktionsmæssigt kan virke for simpelt, som det er tilfældet med husene på fig 3.4, er det dog ikke primært dette, der gør husene til et uinteressant design, men derimod det manglende twist. At et produkt er let at producere er altså ikke afgørende for, om det bliver et interessant design.  


Enkel helhed
Den æstetiske enkelhed er for mange danskere efterstræbelsesværdig, fordi den minimalistiske tradition efterhånden har sat dybe spor i kulturen (jf. essayet Den danske enkelheds rødder). Men bliver et design funktionelt og æstetisk vellykket fordi det er enkelt? Ikke nødvendigvis.

Når et design er enkelt at se på i sin helhed, vil man i højere grad drages mod det og lægge mærke til dets detaljer. Et komplekst design derimod, uoverskueliggør oplevelsen og der bliver sjældent plads til at opdage helhedens delelementer—detaljerne.

The whole is other than sum of the parts, sagde den tyske psykolog og perceptionsteoretiker Kurt Koffka, som stod bag de såkaldte ”gestaltlove”. Citatet er en kortfattet konklusion på flere videnskabelige forsøg omkring vores hjernes opfattelse af sammenhænge i verden omkring os: når vi ser en gruppe af objekter, vil vi altid først søge at identificere deres helhed, deres outline. Derefter forøger vi at matche denne helhed med former vi allerede kender, for så til sidst at begynde at identificere de dele, der tilsammen udgør helheden. Mennesket vil altså først kigge på den overordnede form og dernæst på detaljen. Derfor kan et veldefineret og enkelt design kommunikere klarere og mere effektivt end et komplekst og detaljerigt design, hvor konturen er svær at genkende og relatere sig til.

Netop dette understøtter muligvis refleksionerne omkring det tredje komparative eksempel (fig 2.4) i forrige essay. Den grå og voluminiøse lænestol opfattes med en vis sandsynlighed mere enkel end den spinkle stol fra eksemplet, da dens ydre overordnede form er tydelig at aflæse og dermed lettere at overskue. Den spinkle stols form kan derimod være sløret af negative rum samt synlige og konstruktive elementer, der giver den en mere kompleks form.

Hvis øjet ikke overskuer helheden, så vil detaljen altså også med mindre sandsynlighed blive opdaget eller bemærket. Der vil naturligvis være en individuel, subjektiv grænse for, hvornår et design opleves som overskueligt og enkelt i sin helhed og det modsatte. Dog tror jeg, at dette princip er gyldigt helt generelt og uafhængigt af, hvor vores individuelle grænser ligger. Eller som Anders V. Munch i artiklen Minimalismens logik udtrykker det: Den rene, nøgterne form tvinger een til at arbejde med at fokusere på detaljen, opløsningen og helheden.

Den canadiske minimalist Agnes Martins billeder kan også tjene som et eksempel på den enkle helheds betydning. Agnes Martin tegnede mange billeder udelukkende med linjer eller grids (fig 3.5). Disse håndtegnede lige stramme linjer er som helhed overskuelige og enkle på afstand. Og fordi vi overskuer helhedens stramme og ultraenkle orden, tvinges vi til at gå tæt på for at forvisse os om, om vi nu har set det hele? Er der ikke mere i det? Og vi går tættere på. Helt tæt på opdager vi stofligheden, lærredets struktur og de håndtegnede linjers variation som et materielt vilkår—der var mere i billedet. Teksturelle detaljer skaber en intensitet, som fra helhedens vinkel fader over i en illusion. Der er altså en skiftende “opløsning” i billedet alt efter beskuerens afstand til billedet. Den intense sanselige og subjektive oplevelse beskueren får tæt på, altså i “høj opløsning” af billedet, er betinget af det saglige, objektive og enkle grid. En “træden nærmere” mod billedet havde ikke nødvendigvis fundet sted, hvis ikke helheden have tvunget det frem i kraft af sin enkelhed.

  Fig 3.5  | Grid drawing by Agnes Martin

Fig 3.5 | Grid drawing by Agnes Martin


Æstetisk relation
Når vi gør et design til genstand for vores sansning i en vurderende henseende, opstår der en æstetisk relation til designet. Nogle designs kan siges at have en implicit æsteticitet, der inviterer til, at der skabes en æstetisk relation mellem designet og brugeren. Disse designs inviterer altså til en “træden nærmere”, jf. eksemplet overfor. Og twistet, som beskrevet ovenfor, kan netop være et eksempel på den implicitte æsteticitet; det dragende element, der er indlejret i designet og som skaber interesse hos beskueren/brugeren. Dette dragende element kan også være karakteriseret ved en oplevelse af selvfølgelighed og selvforklarenhed, når produktets funktion er indlysende og forståes intuitivt. Herved kan skabes en æstetisk relation, som altså er båret af funktionel enkelhed.
Det er altså afgørende for den, der vil designe enkelt, at arbejde med et twist—et overraskende, dragende eller intuitivt træk.